Nattens blomst af Nillou Zoey Johansen

//Reklame - Anmeldereksemplar fra Alpha//

Denne bog har fået mange fine anmeldelser, og har det smukkeste røde cover.

Forfatteren er selv fra Iran, og boede der, til hun var 8 år. Hun tager os nu med tilbage. Dog tidligere, nemlig i 50’erne, hvor vi skal med på en ung kvindes rejse mod frigørelse i et land, hvor kvinder ikke er frie.

Ziba bor med sin familie i Teheran. Hun er smuk, intelligent og selvsikker. Hun er den bedste i sin klasse, og drømmer om at læse medicin. Men hun er også ældste datter af byens borgmester, som udadtil er meget magtfuld, og på hjemmefronten en tyran, der gennembanker sin familie.

Ziba vil giftes med drengen, hun er forelsket i, og er sikker på at det sker. Hun har også besluttet, at hun vil tale direkte til sin far, uden at have fået lov. Han skal give tilladelse til, at hun må læse videre. Men til Zibas stor overraskelse har faderen allerede fundet hende en mand, og hun får bestemt ikke lov til at læse videre. Hun skal være hjemmegående husmor og føde børn som alle andre kvinder i familien.

Livet bliver som Ziba frygtede mest, men alligevel fortsætter hun sin kamp mod frihed og selvbestemmelse, selvom det får store konsekvenser på vejen.

Det er en mærkelig følelse, jeg sidder tilbage med efter at have læst bogen. For på den ene side er jeg meget fanget af Zibas historie, og vil bare vide mere. Hvad sker der med hende, og hvad bringer livet hende? Men på den anden side synes jeg også, at historien er så hjerteskærende, at den faktisk ikke er til at holde ud at læse.

Det er så frygteligt et samfund at vokse op i, i hvert fald for piger. De må ikke lege eller gøre sig beskidte, de skal være pæne hele tiden. De får ikke lov til at være børn. De tiltaler deres forælder som De, og må ikke kigge dem i øjnene. De skal bare være pligtopfyldende, gode i skolen og stræbe efter at opnå de mål, som forældrene har sat. De får ingen kærlighed eller omsorg, men må det meste af tiden passe sig selv.

Under Zibas opvækst bliver hendes mor gennembanket af hendes meget tyranniske mand, men hun bliver kun selv slået en gang som barn, inden hun blev gift væk som 16 årig, og flyttede sammen med sin mand. Med tiden bliver også hun gennembanket af sin mand. Oftest bliver hun banket først, og voldtaget bagefter, mens han undskylder. Hun opfører sig også meget våget. Ikke at det retfærdiggør det, men hun er stor fortaler for kvinders frihed og kvinderettigheder, og alligevel slår hun så sine egne små piger, når de ikke gør, som hun siger. Og da hun ikke må slå dem mere for sin mand. Truer hun dem, og beder manden om at straffe dem. Det er frygteligt at læse om, når Ziba bliver slået, men det er da endnu værre, når det går ud over pigerne.

Tænk sig, at hun knalder udenom med fremmede mænd. Hun har selvfølgelig brug for nærhed og omsorg, det er jeg med på, men jeg kan slet ikke forstå, hvordan hun tør det. Tanken om at blive gennembanket og taget kvælertag på, samt voldtaget er jo ikke til at bære. Hun er meget modig, eller også er hun måske bare ligeglad. Hun står i hvert fald op for det, som hun tror på.

Hun stræber hele bogen efter at blive en fri, rig, og respekteret kvinde. Hun er ulykkelig, og drømmer om kærlighed og det glamourøse liv. Hun gemmer penge alle steder, i skuffer, i grydelappe og tøj. De gemte penge bliver ofte nævnt, men jeg finder aldrig rigtig ud af, hvad hun bruger de penge på. Måske ligger det i kortene, men jeg kunne godt have ønsket mig, at de blev gjort til nytte.