Sensommerjagt af Anders de la Motte

Jeg mødte Anders til forlagscrawl med Arnold Busck i oktober, og blev ret betaget af hans fortælling om bogen her, som er en psykologisk krimi. Der er altså noget tilfredsstillende over at høre en forfatter fortælle om sin bog, for derefter at læse den og mindes det fortalte. Bogen er iøvrigt den første i en trilogi.

En sensommeraften i 1983 forsvinder femårig Billy. Han løber rundt efter en kanin ude i haven. Da han pludselig er forsvundet, begynder hele byen at lede efter ham, men han bliver aldrig fundet. Sorgen og uvisheden over Billys forsvinden rammer familien hårdt, og den går langsomt i opløsning.

Tyve år senere er Billys storesøster Veronica leder af en terapigruppe i Stockholm. Hun bliver nemlig ‘høj’, når andre fortæller om deres sorg. En dag dukker en ung mand op, og fortæller, at hans bedste ven forsvandt, da de var små. Han genfortæller Billys historie, og kan også detaljer om Veronicas barndomshjem. Historien skræmmer Veronica, men den får hende også til at vende hjem og grave i historien om Billy. For hvad skete der egenligt den sensommeraften for mange år siden.

Jeg synes, at der var så mange spændende historier i historien, og også små gåder og mysterier, som fik kabalen til at gå op på bedste vis. Den var godt skruet sammen, og selvom den var fuld af sorg, tab og svigt, så formår den at være både charmerende og hyggelig på samme tid.

Jeg elskede, hvordan Veronica gik fra at være ret ynkelig, til at blive noget så handlekraftig og tog affære. Det var spændende, hvor meget hun egenligt kunne finde hoved og hale i, og fortsatte selvom hun satte sit liv på spil op til flere gange. Og så kunne jeg godt lide, at hun ignorerede sin onkels diskrete kommandoer, og bare fortsatte fortrøstningsfuldt, uanset konsekvensen.

Tænk at der findes sådan nogle små samfund (for det tror jeg, at der gør), hvor en eller nogle få personer bestemmer, og styrer det hele ligesom Veronicas onkel. Det er jeg faktisk meget betaget af. For jeg undrer mig over, at en hel by bare lader stå til, og lader sig underkue på den måde. Og at andre føler sig bedre, og ønsker den magt. Det finder jeg faktisk en smule fascinerende, men er også meget uforstående over for det.

Slutningen tog en helt anden drejning, end jeg havde forestillet mig. Den var så ulykkelig, men på sin vis også ganske glimrende og smuk.

Sensommerjagt af Anders de la Motte fra Modtryk ♥♥♥♥♥

/Janni