Makeup kursus hos Avanu i Aarhus

Sneet inde af Sarah Morgan

//Reklame – Anmeldereksemplar fra Harper Collins//

Ingen jul uden en julehistorie fra verdens bedste Sarah Morgan. Jeg har sagt det mange gange før, og nu siger jeg det igen. Sarah Morgan skriver de bedste julehistorier, man kan forestille sig. Der er sne, julestemning og masser af amor i luften. Det bliver helt sikkert godt.

Selvom det sneklædte højland er det vanlige hjemsted for Ross, Clemmie, og Alice at fejre jul med deres forældre, er denne jul alt andet end normal. Bag de hyggelige facader gemmer de tre søskende på hver deres hemmelighed, og forsøger ivrigt at holde dem skjult fra deres nysgerrige familie. Det bliver dog langt fra en let opgave.

På samme tid står Lucy Clarke over for en afgørende udfordring for at sikre sin job. Hun skal lande en vigtig kunde ved navn Ross Miller. Hendes desperation fører hende til Ross’ forældres hjem midt i juleferien. Lucy har mistet sin bedstemor, og har ingen planer for julen. Da hun ankommer, bliver hun fejlagtigt identificeret som Ross’ kæreste, men inden forvirringen kan rettes, er alle sneet inde i hytten uden mulighed for at slippe væk, uanset hvor meget de ønsker det. Lucy er således fanget i en julefejring sammen med familien Miller, omgivet af en trykket stemning og nysgerrige spørgsmål.

Kan julestemningen overhovedet finde vej til højlandshytten, og hvad vil der ske, når sandheden endelig kommer for dagen, og hvordan vil det påvirke den spændte atmosfære i hytten? Det er en jul, der lover at afsløre mere end bare gaver og glæde, men også hemmeligheder, der kan ændre alt for familien Miller og Lucy Clarke.

Hjertevarm og fortryllende fortælling om julemirakler, julemagi og uventede forbindelser. Man befinder sig i sneklædte landskaber, hvor julestemningen er i top.

Idéen med Lucy, der desperat jagter en firmaaftale med Ross Miller og ender med at blive sneet inde hos hans familie få dage før jul, er virkelig skønt. Det tilfældige sammenstød, der resulterer i Lucys ankomst og efterfølgende ankelskade, tilfører en sjov drejning. Det samme gælder for Ross. Hans familie er så opsat på, at han skal finde en kæreste, at den første person, der banker på døren (Lucy), straks antages at være hans kæreste. Men at de forelsker sig på så kort tid, virker lidt for tyndt. Ikke desto mindre er det stadig en hyggelig historie.

Clemmie drømmer om at blive gravid, og Alice er usikker på et frieri. Deres forsøg på at holde disse hemmeligheder skjult for familien skaber spænding og intriger, især når Glenda og Nanna Jean insisterer på at blande sig og give gode råd. Heldigvis finder begge piger hjælp fra uventede kilder, hvilket resulterer i fantastiske øjeblikke, som de alle sammen kan fejre.

Nanna Jean er virkelig en skøn karakter. Hun er ærlig og siger tingene ligeud, om hvad hun tænker eller føler. Jeg er vild med scenen, hvor Ross går ind i køkkenet og spørger, hvem der har set porno på hans PC, og Nanna Jean svarer helt naturligt, at det var hende, der søgte information om donorsæd, fordi Clemmie ønsker at få et barn med donorsæd. Nanna Jean er nysgerrig og vil gerne forstå processen, men det viser sig, at der også dukker alt muligt andet op på computeren, når hun søger. Den scene er virkelig underholdende, og jeg kan næsten se hele situationen for mit indre blik.

Sarah Morgan formår endnu engang at skabe en jul, der springer ud af siderne. Man føler sig næsten sneet inde sammen med familien Miller, hvor kærlighed, håb og stærke familiebånd går lige i hjertet. Historien giver troen på, at selv de største fejltagelser kan føre til de smukkeste øjeblikke i livet. En absolut must-read til julesæsonen.

Hvis du kunne lide denne bog, kan du også læse:

Sneet inde af Sarah Morgan ♥♥♥♥♥

/Janni

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Makeup kursus hos Avanu i Aarhus