Klubben for lykkelige slutninger af Caroline Säfstrand

//Reklame - Anmeldereksemplar fra Alpha Forlag//

Caroline Säfstrand har skrevet Villa Havbrise, som var en fantastisk fortælling, og derfor glæder jeg mig også til denne. 3 forskellige kvinder tilmelder sig et skrivekursus. De mødes en gang om ugen, hvor de skal lære at skrive sig igennem tilværelsen, for at lære at leve igen.

Du kan også læse mit forfatterpostkort fra Caroline Säfstrand her.

Cecilia er først i fyrrene, og arbejder som anklager. Børnene er lige flyttet hjemmefra, og hun føler sig ofte ensom i det store hus. For nogle år siden mistede hun sin mand i en ulykke. Sorgen tynger hende stadig, og hun har svært ved at se sig ud af den. I hendes dagligdag er det eneste, hun lever for orangeriet uden for hendes soveværelse. Planterne har nemlig brug for hendes omsorg for at overleve.

Michelle er Cecilias lillesøster. Michelles mand vil have, at Michelle skal flytte ind hos Cecilia for et stund, da han vil skilles, men ikke ønsker, at Michelle skal være alene. Problemet er bare, at de to søstre ikke har talt med hinanden i 10 år, efter en forbrydelse fandt sted i deres ungdom, som deres mor ville fortie. Michelles datter vil bo hos sin far, da Michelle prioriterer sit job, som også kræver en del rejseaktivitet og frygt for dem derhjemme.

Lisbeth arbejder i et køkkenet i en dagsinstitution, og er gift med Vidar. Hun er 62 år, og er ikke tilfreds med livet. Det er blevet kedeligt og forudsigeligt, dog virker hendes mand til at trives. Han er gået på pension, og hygger sig med havearbejde. Lisbeth drømmer om et spændende og eventyrligt liv, med oplevelser og overraskelser, men ved ikke, hvordan hun skal nå målet.

Ivy er gift med Ossian, og sammen har de sønnen Liam. Ivy virker lidt psykisk ustabil, og ved det godt selv. Hun er bange for mange ting, især den røde Opel der altid følger efter hende. Ivy føler, at hun mangler noget i sit liv, som hun ikke selv kan sætte ord på.

Sam ved, at verden er fuld at ulykkelige mennesker, men han ved også, hvordan man giver dem værktøjet til en lykkelig slutning. Derfor hænger han et skilt op på døren: Klubben for lykkelige slutninger. Han sætter også flyers fast i vinduesviskerne på bilerne ved indkøbscentret med invitation til selvsamme. Kvinderne finder alle en flyer, men skal på ingen måde deltage i kurset, og har ikke tænkt sig at møde op.

Endnu en skøn og livsbekræftende bog fra Caroline Säfstrand. Hun ved, hvordan hun skal sætte mine tanker igang, om hvad der er vigtigt i mit eget liv. Hun er også god til at beskrive kriser, og hvad der skal til for, at komme ud af dem igen. Idéen med en skriveklub er ret god, for ofte kan det være svært at få hul på en samtale med fremmede, og jeg tænker, at man kan overvinde det, hvis man ved, at det skal skrives.

Jeg er vild med det rollespil, Lisbeth og Vidar har kørende. Deres møder på Caféen, hvor Lisbeth skriver, er så skønne. Og at Vidar er med på den. Jeg tænker, at han gør det mest for Lisbeths skyld, men han nyder det også selv. Han opfanger de signaler, Lisbeth sender, og det er helt sikkert det, der gør, at deres ægteskab bliver reddet, og tilmed bliver piftet lidt op. Det er også lidt sjovt, at de ikke snakker om deres cafémøder, når de kommer hjem, men bare lader som ingenting.

Og sikke en grum historie om søstrenes fortid. At de oplevede noget så dramatisk, som moderen vælger at fortie, på grund af faderens firma, er så sørgeligt. Penge frem for helbred som ofte er den nemme løsning. De er søstre, men af denne grund ser og snakker de ikke sammen i 10 år. Og ikke nok med det er en anden familie også psykisk ødelagt. Men heldigvis gør skriveterapien dem godt, og sandheder finder frem i dagens lys.

Søde Ivy. Jeg kan godt forstå, at hun bliver lidt skør, da hendes søn forsvinder et kort øjeblik og det, at hun også føler sig forfulgt, trigger selvfølgelig hendes psykiske tilstand. Men at hendes skønne mand giver skriveklubben besked, og de så holder deres sammenkomst på stedet, hvor hun er indlagt, er da det bedste, der kan ske. Det er også skriveklubben, der presser på, for at hun skal konfrontere den røde Opels fører, og det er så godt for hende, at hun tager tyren ved hornene, og gør det. Til stor overraskelse er intet som hun havde regnet med.

Det er noget af en oplevelse Sam få, da han er hjemme hos Cecilia for at spise til aften. Tænk at han kan agere så fattet, trods et kæmpe chok. Jeg forstår også godt, at han efterfølgende har brug for at forsvinde og samle sine tanker. Det gør jo selvfølgelig slutninger lidt trist, men deres sporadiske samtaler og skriveklubbens årsmøde, giver den lykkelige slutning.

Hvis du kunne lide denne bog, kan du også læse: