15 idéer til oplevelser på Fanø

Sarah Morgans forfatterskab

Jeg har læst næsten alt af Sarah Morgan (kun på dansk), og elsker hendes forfatterskab. Hun er udkommet med 4 bøger på dansk, og mange mange flere på engelsk. Den sidste er lige udkommet, og jeg kan ikke vente med at komme igang. Hun skriver romantiske historier fyldt med varme og humor.

Sarah Morgan bor i London, og har solgt mere end 18 millioner eksemplar af sine bøger. De er udgivet på omkring 30 sprog, og har flere gange været på bestsellerlisterne. Yderligere har hun vundet priser og været nomineret op til flere gange for hendes skønne og vidunderlige historier.

Bøgerne er ikke en serie, men alle 4 enkeltstående. Og ikke nok med at historierne er fantastiske, så er forsiderne også ret skønne og drømmende.

Har du endnu ikke læst Sarah Morgans bøger, og er vild med kærlighed, hygge og drømmende landskaber, eller mangler du bare noget nyt at læse, så kan jeg varmt anbefale, at du læser disse bøger.

Vintersøstre

Jeg nød virkelig at læse denne bog. Den er simpelthen skrevet så godt, og bringer mange forskellige følelser frem, for hver side man vender. Langsomt bliver man nullet ind i den skønne McBride familie, og lærer personerne at kende over tid. De er alle kriseramte i forskellige grader, og man følger deres udvikling mod en lysere fremtid, som er en meget rørende rejse.

Jeg var meget betaget af beskrivelserne i bogen. Stedet de bor i Skotland, huset, bjergene, sneen og ikke mindst hyggen på caféen. Jeg har nu fået helt vildt lyst til at rejse til Skotland og opleve højfjeldet. Bøger bliver altid ekstra gode, når man får en rejsebeskrivelse med i købet, og det føler jeg, at jeg gør her.

Sommer i Paris

Venskabet mellem Audrey og Grace er så smukt beskrevet. De har kun kendt hinanden i kort tid, og alligevel har de så meget at give til hinanden. Aldersforskellen betyder intet for dem. De snakker om alt, hvad der hører livet til, som barndom, familie, mænd og sex. De inspirerer hinanden til at tage fat i livet og udfordre det. Ikke lade stå til, men tage kampene. Og kampene er svære og store for dem begge, men de gør det sammen.

En meget smuk fortælling om et venskab der ikke er begrænset af aldersforskellen. Jeg elsker historien, og drømmer mig til Paris i selskab med Audrey og Grace, til franskundervisning i boghandlen.

Vinterbryllup

Historien er så fantastisk. Jeg nød hver en side i bogen, og drømte mig ind i det paradis, som jeg forestillede mig, det var med bjælkehytter, snescootere, varme brændeovne og alt hvad der ellers hører vinteren og julen til.

Der bliver rusket lidt op i læseren, med temaet om at udleve sin drøm. Vi bremser ofte os selv i, at gøre det vi drømmer om, fordi vi tror, at det ‘normale’ er det der forventes af os, eller det vi har stræbt efter, opnået, og som kører på skinner, er det bedste. Men det betyder jo ikke, at det er det, der vil være der bedst for dig resten af livet. Man ændrer sig i løbet af livet, og hvad sker der ved, at man går efter en anden drøm, som man har. Jeg sidder selv, og hepper på at personerne i historien, følger deres nye drømme.

Familie for begyndere

Bogen er lige udkommet (den 23. april), og jeg har lige modtaget den. Jeg glæder mig så meget til at komme igang med historien.

/Janni

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

15 idéer til oplevelser på Fanø