Æselspark

Hold nu k… det her er hårdt. Tjek lige blodårene på min hals og i tindingen. Når andre laver den, ser det ellers så let og elegant ud. Der skal stadig lidt øvelse til, men er godt på vej.

Denne planke løfter bagdelen, og former haserne.

  • Gå i almindelig planke med skulderne over håndleddene, og kig ned i græsset.
  • Løft det ene ben med bøjet knæ og hælen pegende mod himlen.
  • Løft hælen mod himlen ved at spænde hase- og sædemuskler. Sænk derefter hælen igen, så knæene er på linje.

 

/Janni

Projekt pænere hud er sat igang

Jeg har sjældent en bums, men min hud er stadig meget uren og uhyre tør. Mine urenheder sidder på og omkring næsen, hagen og kinderne. Inden jeg fik Luca (første barn) for 8 år siden, var jeg en haj til det der hud. Rensede både morgen og aften, og brugte maske og peeling hver uge. Jeg fik også ansigtsbehandlinger hver anden måned. Min hud var ok pæn efter det hårde arbejde. Så fik jeg barn, og orkede ingenting.

8 år senere er jeg stadig ikke tilbage i mit rette element. Jeg renser altid hud om morgenen, og bliver bedre og bedre til også at gøre det om aftenen, men det er max 3 gange om ugen. Det værste er jo, at afrensningen er vigtigst om aftenen, så det er lidt skidt. Peeling er nu ca. 1 gang om ugen, hvilket er fint, men masken er ikke så ofte. De sidste 8 år har jeg fået max. 5 ansigtsbehandlinger. Så nu skal det være. Planen er som følgende..

  1. Rens morgen og aften
  2. Brug peeling 1 gang om ugen
  3. Brug maske 1 gang om ugen
  4. Få en ansigtsbehandling hver 3. måned

img_0541

Jeg er ved at skifte mine produkter ud til Nimue, som indeholder frugtsyre, hvilket er godt for nærmest alt.

Denne dagcreme indeholder hyaluronsyre hvilket vil sige, at effekten føles som at dyppe en indtørret svamp i vand. Hyaluronsyre kan binde 1000 gange dets egen vægt i vand, og det kan huden mærke. Hyaluronsyre er også kendt fra restylane, men som ingrediens i cremen er hyaluronsyre fugtighedscreme på speed.

Cremen trænger ind, og sørger for at min hud ikke tørrer ud. Den er så lækker, og det kan mærkes så snart den rør ved huden. Det er ret dyre dråber, men jeg ville ikke undvære.

Så jeg har de lækreste produkter, og hvis jeg ellers er efter min hud, sådan for alvor, og det vil jeg være nu, så kan det kun gøre underværker og blive pænere.

/Janni

 

Butterdejspakker med bønnefyld

Jeg har p.t. været vegetar i 18 år, og årsagen er, at jeg er kræsen. Når jeg spiser ude, får jeg ofte mad, hvor det halve er noget, jeg ikke kan lide. Det drejer sig mest om oste eller æg. Jeg spiser noget, men ikke meget. Kun få grønsager er uden for min rækkevidde. Det er jo et dødirriterende moment i sig selv, men sådan er det åbenbart at være kræsen.

De seneste måneder er jeg begyndt at tænke mere i vegansk mad. I sidste ende tror jeg faktisk, at jeg er mere til det.

Jeg har en passion for kogebøger, og her er min første veganske kogebog ‘Veganske livretter’ af Thomas Erex. Det der tiltaler mig mest ved kogebøger, er billederne. Det skal være rigtige billeder og ikke tegninger. På et opslag skal der være opskrift på den ene side, og lækkert billede på den anden side, og disse kriterier opfylder denne smukke bog. Opskrifterne er nemme at følge, og siderne er overskuelige og lækre med store sidetal. Til hver en opskrift følger også en hyggelig lille anekdote.

Den opskrift jeg har afprøvet, er på side 54. Jeg har dog rettet den lidt til, i forhold til hvad jeg havde i skuffer og skabe. Butterdejspakkerne smagte lækkert, og kan bruges både som forret, tilbehør eller til madpakken næste dag. Min egen udgave af opskriften lyder sådan..

Ingredienser

6 plader butterdej

1 dåse kidneybønner

1 lille hakket løg

2 hakkede fed hvidløg

1/2 tsk. paprika

1 tsk. oregano

70 g tomatpuré

1 spsk ketchup

1 hakket tomat

1/2 rød peberfrugt

6-8 champignoner

1/3 squash

Lidt basilikum

Salt og peber

  • Steg bønnerne på en varm pande i olie sammen med løg og hvidløg.
  • Når løgene er klare, tilsættes krydderier.
  • Vend det i et minut eller to og tilsæt så de øvrige ingredienser undtaget basilikum.
  • Skru lidt ned for varmen, og lad det stege i nogle minutter.
  • Tilsæt basilikum, og smag til med salt og peber.
  • Butterdejspladerne skæres over to gange. Først på midten, så man får to kvadrater, så på skrå, så man laver hvert kvadrat om til to trekanter.
  • Fugt dejen med lidt vand, så den let kan klistre.
  • Kom en spiseskefuld fyld på hver anden trekant. Læg en trekant over, og luk sammen.
  • Pensel trekanterne med vand, og bag dem i ca. 15 minutter ved 200 grader.

Jeg glæder mig også til at prøve ‘Kikærtepandekager med squash’ side 105, ‘Knasende kikærter’ side 128 og ‘Sprød mandelmysli’ side 22. Heldigvis er jeg vild med kikærter:) Bogen er virkelig flot, og kommer til at pynte sammen med mine andre kogebøger.

Veganske livretter af Thomas Erex fra Turbine ♥♥♥♥♥

/Janni

                        Bogen er et anmeldereksemplar fra Turbine forlaget.

 

5 ting der skal gøre mit liv lidt bedre i maj

Straks som man tror, at solen er kommet for at blive, bliver der så pivkoldt med blæst og regn. Typisk det danske vejr som ændrer sig på et split sekund.

Jeg er nået april måneds 5 ting, og hvor skønt endelig at have nået alt jeg havde planlagt.

Vi besøgte storebror Lars i Lyngby i hans nye lækre lejlighed. Luca & Matti er vilde med deres storebror, og elsker hans selskab.

Havemøblerne er også kommet frem, så nu mangler vi bare solen. Vi nåede at nyde den lidt i weekenden.

Vi har bestilt sommerferie og skal til Tyrkiet. Det eneste vi gik efter var vandrutschebaner, så Luca har lidt underholdning, og det fandt vi i byen Side. Billedet er fra Bravo Tours hjemmeside.

fullsizerender-kopi

Æggejagt i påsken som jeg har fortalt om her, og som har indført en ny tradition.

fullsizerender

Jeg var også en tur i Ikea, hvor jeg købte skoskuffer, blomster og små reoler til toilettet.

I maj måned vil jeg følgende…

  • Spise hveder hos min mor √
  • Forkæle mig selv med 3 nye neglelakker fra Essie √
  • Give vores træterrasse olie. Den trænger inderligt.
  • Invitere min mand på hyggetur til København. Håber det lykkedes denne gang.
  • Lav en omgang mysli ud fra denne opskrift.

Hvad går du og drømmer om, der skal ske i maj måned.

/Janni

Absolute Beginners af SJ Hooks

Jeg elsker kærlighedshistorier, og eftersom SJ Hooks er dansker, og har fans som E.L. James, bliver jeg nød til at læse denne bog.

Jeg har det lidt ambivalent med erotiske romaner. Jeg er altid vild med kærlighedshistorien, men sexdelen bliver ofte for meget. Der må gerne være sex med, men det skal ikke være det, der fylder mest.

Stephen Worthington er professor, og underviser i engelsk på universitetet. Han lever et ganske almindeligt kedeligt liv. Spiser hos sine forældre, træner med sin bror, går i kedeligt professortøj, og bærer altid butterfly. Der er dog et forstyrrende element i hans tilværelse, og det er hans elev miss Wilde. Hun har en upassende opførsel i timerne, er provokerende, og går i mærkeligt tøj. Hun er så irriterende.

En aften ender Stephen på mystisk vis hjemme hos miss Wilde. Han tror, de skal drikke et glas vin, men hun har andre planer. Han er 33 år og meget uerfaren. Hun er 23 år og meget erfaren. Hun tager styringen, og viser ham ting, han ikke kunne forestille sig. Selv om Stephens fornuft forbyder ham det, vender han tilbage igen og igen. Han mærker store forandringer i sit eget liv på flere planer, jo mere han ser miss Wilde, og når hun ikke er der, kan han kun tænke på hende.

Langsomt bygges et uforpligtende forhold op som er helt perfekt for begge parter, i hvert fald til at starte med.

Historien lever så fint op til sin titel. Absolute Beginners er romantisk, sjov og sexet. Stephen er en skøn hovedperson. Han er en gentleman, som er meget betænksom, omsorgsfuld og kærlig. Jeg kan godt lide hans splittethed mellem hans fornuft og hans følelser. Han drages ud i det forbudte, hvilket på en måde er mærkeligt for ham, og på en anden måde forandrer alt ved ham, og han kan lide det.

Sexdelen var tilpas. Det var ikke det som fyldte i historien, men i stedet for begær, kærlighed og forandring, hvilket var meget mere inspirerende. En tankevækkende og rørende historie som fortæller om hvor mange gode ting kærlighed gør ved mennesker.

Bogen var en hyggelig og vidunderlig kærlighedsroman. Spændende og letlæst uden intriger. Heldigvis er der allerede en to’er i serien.

Absolute Beginners af SJ Hooks fra Pretty Ink ♥♥♥♥♥♥

/Janni