Pyjamas Party
Tips til temafødselsdag.
I aften har vi holdt 8 års fødselsdag for Luca med pigerne fra klassen. Hvert år holder vi temafødselsdag. Børnene elsker det, og det gør vi også. Vi bruger meget tid på at arrangerer festen, og fortæller altid i invitationen, hvad vi skal lave.
Invitationen lød som følgende:
Jeg vil gerne invitere til pyjamasparty-fødselsdag
fredag den 18. november kl. 17.00 – 21.00.
Vi skal spise aftensmad, danse stoledans og have pudekamp.
Bagefter skal vi være kreative, mens vi får varm cacao med skumfiduser, flødeskum og muffins. Og så skal alle fortælle om en gang, hvor de er kommet rigtig sent i seng, hvis de har lyst.
Til sidst skal vi have popcorn og se en film.
Måske har du lyst til at tage dit nattøj på. Jeg tager nemlig min pyjamas på. Medbring en pude og en bamse.
Jeg glæder mig til at se jer.
Hilsen Luca
Jeg bor xxxxxxx
Min mor vil gerne vide om du kommer eller ej. Send en sms på xx xx xx xx
Jeg ønsker mig penge til legofriends.
Min plan så ud som følgende:
17.00 – 17.30 Pakke gaver ud
17.30 – 18.00 Spise pølsehorn og drikke saftevand
18.00 – 18.30 Stoledans & pudekamp
18.30 – 19.15 Kreativitet & varm cacao med skumfiduser, flødeskum og kage
19.15 – 21.00 Se Alvin og de frække jordegern Road Trip og spise popkorn
21.00 Slut
De kreative ting købte jeg i Søstrene Grene og Tiger. Jeg havde købt sterinlys, ler, små sølv-paptallerkner og voksfolie, pigerne fik selvfølgelig lysdekorationerne med hjem.
Luca havde en fantastisk fødselsdag, og jeg er sikker på, at alle hyggede sig. Alle aktiviteter var populære, og det var helt perfekt at slutte af med en film, som alle var enige om, var vildt sjov.
Jeg håber nogle derude, kan bruge og får glæde af ideén.
De tidligere år har vi holdt halloweenfødselsdag, julefødselsdag og cirkusfødselsdag.
/Janni
Følg mig på Bloglovin
Ingen kommentarer endnu