Februarbøger

Hennakunstneren af Alka Joshi

//Reklame – Anmeldereksemplar fra Alpha//

Alka Joshi skriver kun i sin fritid, og hun føler ikke, at det er et rigtigt job, men blot en hobby. Alligevel har hun formået at få sin første bog på New York Times bestsellerliste, og den er solgt til 25 lande. Dette er første bog i en trilogi, og nummer 3 bog er skrevet færdig. Jeg glæder mig til, at rejsen går til Indien.

Hennakunstneren er en rå og ubarmhjertig fortælling i en verden domineret af mænd, hvor kvinder forventes at være smukke, underkaste sig, og acceptere alt hvad mændene foretager sig.

Som 15-årig bliver Lakshmi tvunget ind i et arrangeret ægteskab med Hari, og flytter ind hos sin mand og svigermor. Trods den voldelige adfærd fra sin mand udvikler Lakshmi et nært forhold til sin svigermor og lærer om urters virkning på kroppen. Som 17-årig træffer Lakshmi den modige beslutning om at flygte til det pulserende Jaipur.

Tretten år senere er Lakshmi en anerkendt hennakunstner, der skaber smukke mønstre, og arbejder tæt sammen med byens velhavende kvinder, som betror hende deres dybeste hemmeligheder. Lakshmi har også hemmeligheder, men dem vogter hun omhyggeligt over. Hendes originale designs og kloge råd gør hende kendt, men hun må navigere forsigtigt for at undgå sladder. Succes bringer rygter med sig, der potentielt kan ødelægge ens omdømme og levegrundlag.

Selvom at Lakshmi har frigjort sig fra sine forældre, næres hendes drømme om at bygge sit eget hus og bringe sine forældre til sig. Hun sender penge og breve til dem i håb om at opfylde denne drøm. Men da hendes eksmand pludselig ankommer til Jaipur med en ung pige, står Lakshmis livsgrundlag på spil, og hun må kæmpe for at bevare det, hun har opbygget gennem de sidste 13 år.

Hennakunstneren er en hjertegribende og dybt bevægende fortælling, der tager dig med ind i en verden præget at nådesløs patriarkalsk dominans. Hovedpersonen Lakshmi bliver som 15 årig tvunget ind i et arrangeret ægteskab, hvor vold og underkastelse er en trist realitet. Romanen åbner døren til en brutal virkelighed.

Lakshmi er en klog og arbejdsom kvinde, der arbejder hårdt for, at forfølge sine drømme. Hun navigerer snedigt i de privilegeredes kredse, undgår mændenes tilnærmelser, kvindernes intriger og holder sig fri af sladder for at tjene penge til at opføre sit eget hus med et toilet. Desværre står hun over for udfordringer, da kvinder ikke kan eje jord eller huse, og bygherren udnytter situationen, velvidende at det er en kvinde, der betaler regningerne.

Lakshmi besidder ikke blot færdigheder inden for hennakunst. Hendes ekspertise strækker sig også til brugen af urter, hvor hun har viden om effektive metoder mod uønskede graviditeter eller det modsatte, hvis ønsket er at opnå graviditet. Hun tilbyder forskellige typer urtete, der udgør et værdifuldt supplement til den konventionelle medicinske verden. Udover dette er Lakshmi en dygtig ægteskabsrådgiver og har formået at etablere fine forbindelser helt ind i kongehuset.

Livet er godt for Lakshmi, indtil hendes eksmand og ukendte lillesøster pludselig dukker op. De er begge en kæmpe trussel mod det liv hun har opbygget gennem de sidste 13 år, og det skal også vise sig, at de kommer til at ændre alt for Lakshmi.

Historien giver et fascinerende indblik i indiske kvinders liv og vilkår i 1950’erne. Vi er vidne til en kvindekamp, men også til en kultur, hvor kvindekroppen er en slagmark og selvstændighed var en sjælden luksus. Romanen er en bevægende læseoplevelse, der udfordrer og rører ved hjertet, mens den udforsker temaer som styrke, mod og håbet om frihed.

Hennakunstneren udgør det første selvstændige bind i en trilogi, der levere en dybtgående og fængslende fortælling.

Hvis du kunne lide denne bog, kan du også læse

Hennakunstneren af Alka Joshi ♥♥♥♥♥

/Janni

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Februarbøger