25 idéer til sommerferieaktiviteter med børn

Familie for begyndere af Sarah Morgan

//Reklame - Anmeldereksemplar fra Harper Collins//

Jeg har for nyligt skrevet et indlæg om Sarah Morgans danske forfatterskab her. Jeg er vild med hendes bøger, og begejstringen vil ingen ende tage over, at en ny bog ligger klar. Et familiedrama er under opsejling inden starten på en sommerferietur, og med en ny kæreste samt 2 børn, skal det nok blive både interessant og spændende.

Flora kender ikke sin far, og hendes mor døde, da hun var barn. Hun er vokset op hos sin moster, som aldrig ønskede sig et barn, og derfor har Flora altid følt sig ensom, og følt at hun ikke hørte til nogen steder. Flora arbejder i en blomsterbutik, og elsker arbejdet med blomster og, at sammensætte de rigtige buketter til kunderne.

En dag kommer Jack ind i butikken. Han søger den perfekte undskyldningsbuket til sin teenagedatters 17 års fødselsdag, og Flora ved lige præcis, hvad han skal bruge. Jack fortæller om sin kones død, og Flora kender den følelse bedre end noget anden. Det ender med, at Jack inviterer Flora på frokost, og hvem kan sige nej til en flot enlig far i sorg.

Jacks datter Izzy kæmper en indre kamp hver dag. Hun er bange for, at Jack nemt kan undvære hende, og derfor gør hun alt for at tage sig af både ham og sin lillesøster. Det bliver dog ikke bedre, da Izzy finder ud af, at Jack har fundet en kæreste, og ikke nok med det, så har han også inviteret hende med på deres familiesommerferie. Det eneste Izzy ikke har brug for, er en ny mor.

Flora længes efter at være en del af en familie, og vil gå langt for at blive en del af Jacks. Jacks datter ønsker dog ikke det samme, hvilket Flora tydeligt kan mærke. Men Flora kan også genkende tegnene på et barn, der er såret, ensom og ulykkelig, og det ser hun i Izzy. Det bliver en interessant sommer, hvor der bliver rykket grænser, fortalt hemmeligheder, og givet slip på bedste venner.

Skøn følelsesladet kærlighedshistorie, fyldt med misforståelser og svære følelser. Alle personerne befinder sig i hver deres sorg. De reagerer forskelligt, og har svært ved at komme videre, men sammen kan de noget specielt.

Jeg elsker Flora. Trods den svære opvækst hun har haft, er hun det sødeste, kærligste og mest omsorgsfulde menneske, man kan tænke sig. Der er ingen tvivl om, at hun vil gå langt for, at blive en del af Jacks familie, men her snakker vi altså ekstra langt. Og det er faktisk ikke for Jacks skyld, men for Izzys skyld, hvilket får mit hjerte til at smelte. Kanoturen var måske lige dristig nok, men efter dødsoplevelsen, kom der trods alt noget godt ud af det.

Jack er en sød, følsom og yderst vidunderlig mand, men jeg får sådan lyst til at ruske lidt op i ham. At han ikke kan se, hvor ulykkelig Izzy er. Han synes, at hun klarer sig så flot, og alt er godt. Hun håndterer det hele, og er så hjælpsom, at han ikke ville have klaret det uden hende. Ikke en eneste gang tænker han på, hvordan det mon er for hende. Ikke en eneste gang ser han, hvordan hun holder sammen på sig selv, og hvor ulykkelig hun er. Tænker at det til tider kan være en typisk mandeting. Bliver der ikke sagt noget, er alting helt sikkert fint.

Og stakkels stakkels Izzy. Hun er lige ved at gå op i limningen, og kan næsten ikke være i sin egen krop, men føler ikke, at hun kan snakke med sin far. Hun bliver mere og mere indelukket, og ses ikke med sine venner eller kommer ud til fester. Hun har overtager alle sin mors huslige opgaver, som at lave mad, passe lillesøsteren, putte hende og læse lektier med hende. Det er ret sørgeligt at læse om, men heldigvis har Flora selv været der, og ved hvordan Izzy skal takles. Gennem bogen ændre Izzy karakter, når der bliver åbnet lidt op for hemmelighederne.

Clare har været veninde med Jacks afdøde kone (Becca) siden barndommen. Hun er gift med den vidunderlige Todd, og har sønnen Aiden. De bor ved Lake Logde, og har hver sommer haft besøg af veninden og hendes dejlige familie, men i år er veninden skiftet ud med Jacks nye kæreste, og det er Clare noget bekymret over, da savnet til veninden er stort, men Clare har også en vis vrede til Becca, som hun ikke kan få kanaliseret nogen steder hen, hvilket hun er meget frustreret over.

Jeg har før skrevet, at jeg i stor grad nyder beskrivelserne af omgivelserne bøgerne foregår i, og det sker i den grad også her. Bogen emmer af duften fra blomster, sommer, og ferie et dejligt sted. Beskrivelserne af Lake Logde hvor Clare og Todd bor, er fantastiske. Stedet huset ligger er så smukt og drømmende beskrevet. Fuglene, planterne og det oldgamle skovområde med knudrede træer. Bådhuset, søen og de snoede stier op ad bjergene, ved siden af brusende vandfald, og ikke mindst lækkert picnicmad og fantastiske udsigter, det er lige et sted for mig.

Hvis du kunne lide denne bog, kan du også læse:

Familie for begyndere af Sarah Morgan fra Harper Collins ♥♥♥♥♥

/Janni

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

25 idéer til sommerferieaktiviteter med børn