Majbøger

5 idéer til Mors dags gaver

Disse bøger er efter min mening rigtig gode læseoplevelser, og perfekte til mors Dags gaver. De handler alle om seje kvinder, som kæmper kvindernes kamp. Din mor vil ikke være disse fantastiske læseoplevelser foruden. Det vil du i øvrigt heller ikke selv. Mine varmeste anbefalinger er hermed givet videre.

Jordens salt af Jeanine Cummins

Sikke en grum læseoplevelse. Jeg holdt praktisk talt vejret igennem hele bogen. Hver gang en grum oplevelse var overstået, startede der en ny, og ligesom hovedpersonernes adrenalin pumpede for vildt, gjorde mit det også, og jeg turde ikke trække vejret af frygt for, at nogen kunne høre mig, eller lukke øjnene, af frygt for at nogen ville tage mit barn.

Historien er hjerteskærende, brutal og meget aktuel. Den har fået en plads i mit hjerte, og vil helt sikket også finde en plads i din. Læs den, du vil ikke gå glip at historien.

Villa Havbrise af Caroline Säfstrand

Sikke en fantastisk, skøn og ikke mindst inspirerende historie, om mennesker som alle på overfladen har en let bagage, men jo mere du lærer dem at kende, jo tungere finder du ud af, at kufferten er, men også hvordan de alle sammen har brug for det nye fællesskab, de har søgt tilflugt i, og hvordan de supplerer og gør hinanden godt.

Tilsammen kan de noget godt. Den udvikling de går igennem, og hvordan de opfører sig, er rigtig spændende at læse om. Det er så hverdagsagtigt, og man kan sætte sig ind i deres problemer, for har du ikke selv haft et af problemerne, så kender du i hvert fald en, der har.

Slutningen kunne ikke have været bedre. Jeg havde ikke regnet setuppet ud. Havde dog nok tænkt noget der lignede, men ikke denne udgave, som selvfølgelig var den bedste.

Den franske fotograf af Natasha Lester

Det her var så blændende og fantastisk en historie. Jeg er normalt ikke til krigshistorier, men jeg var fanget fra de første sider, og slugte den så hurtigt, at jeg helt mistede pusten. Den var gribende og uforudsigelig, på den mest fantastiske måde. Men den var også både trist og sørgelig. Hele vejen igennem historien, bliver hovederne holdt højt af de selvstændige og frie kvinder.

Handlingen er bestemt ikke forudsigelig, når hovedtemaet er skæbne. Flere gange bliver der taget overraskende beslutninger, der forandrer den historie, jeg lige havde forestillet mig. Først giftemålet som er helt hen i vejret, så graviditeten og senere mødet.

Jeg var vild med de 2 kvinders historier, der til tider var barsk. De var begge spændende, seje og fandenivoldske. Selvom deres historier foregik med 60 år mellemrum, lignede de hinanden på en prik på deres væremåde. Jeg kunne godt lide, at bogen veksler mellem dengang og nu, og gav fortællingen mening for hvert kapitel.

Ligblomsten af Anne Mette Hancock

Det var en meget fascinerende historie, der fængede fra første side, og plottet var ret godt. Men det var også en helt forfærdelig historie. Jeg er normalt ikke vild med at læse om børn, der ikke bliver behandlet ordentligt. Heller ikke selv om det er fiktion, men jeg kunne ikke komme ud af historien igen, da jeg først var igang. Jeg blev holdt fast til sidste side, og det var heldigvis på den gode måde.

Det rørte mig meget, da historien om Anna Kihl blev fortalt. Sikke en opvækst hun havde haft. Det var så hjerteskærende at læse. Forældre som hendes burde frakendes retten til at have børn. Man tror jo, det er løgn, så sygt deres forhold var. Tænk at nogle forældre sætter egen behov først frem for deres børns. Selv om Anna Kihl var skurken, var hun helt klart min helt.

Jeg var vild med afslutningen. Den bedste man kunne få. Anna Kihl lod retfærdigheden ske fyldest.

Det gyldne bur af Camilla Läckberg

Jeg kan slet ikke slippe historien igen. Den bliver ved med at rumstere i mit hoved, efter jeg har læst den færdig. Den var så spændende og anderledes, og jeg vil virkelig gerne vide, hvad Faye laver lige nu. Jeg kunne rigtig godt lide historien om, hvordan man som menneske kan ændre sig, hvis man langsomt får overskredet sine grænser. Det bliver en tilvænning, som lidt efter lidt bliver hverdagskost. Det er netop det, der sker for Faye på trods af, at hun er en stærk og klog kvinde.

Jeg kunne ikke på nogen måde regne ud, hvor historien sluttede, men det var en fandens god slutning, og jeg kan slet ikke forestille mig, hvor næste bog i serien bringer mig hen. Men jeg glæder mig for vildt.

Glædelig Mors Dag.

/Janni

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Majbøger