Peel maske fra Ecooking

Rosie Hopkins’ søde jul af Jenny Colgan

// Reklame - Anmeldereksemplar 
fra Rosinante & Co //

Jeg elsker julebøger. Alt ved julen er hyggelig, og lidt mere når det er på bog. Jeg skal tilbage til den hyggelige lille slikbutik i juletiden, til Rosie og mindes barndommens søde sager. Det bliver så skønt, og især i denne tid hvor julen så småt begynder at blomstre op alle steder.

Rosie er nu kæreste med Stephen, og de bor sammen i Lilians hus, mens Lilian er på plejehjem. Stephen starter som lærer på den lokale skole, og Rosie juler i slikbutikken, hvor der er fyldt godt op med slikstokke, snebolde, fudge, kandiserede jordnødder og mange andre lækkerier.

Rosies mor, bror og hans familie meddeler, at de kommer til England for at fejre julen. Rosie glæder sig, men føler sig også stresset og presset over deres ankomst, og over hvor de skal bo. Derfor vil hun lige finde det rigtige tidspunkt, hvor hun kan fortælle det til Stephen.

Tiden går, og pludselig lammes hele byen af en tragedie, som fylder rigtig meget for mange mennesker. Rosies slikbutik trues derfor af lukning, og hun bliver i tvivl om, hvorvidt hun og Stephen vil den samme vej, eller om hun skal følge med sin mor og bror tilbage til Australien. Til gengæld oplever Lilian lykke, og finder fornyet energi.

Mens sneen dækker hele Lipton til, overvejer Rosie, hvad der er bedst for hende og den lille slikbutik.

Denne bog er intet mindre en skøn og hyggelig læsning. Mine forventninger til den har været meget høje. Jeg elsker Jenny Colgans bøger, som er så hyggelige, lune og varme, at man ønsker at være der. Og jeg har glædet mig til gensynet med Rosie og de andre indbyggere i byen Lipton.

Det var lidt af en sanseoplevelse for mig at læse Rosie Hopkins søde jul. Jeg blev helt beruset af alt den sne og de sjove kælketure, og en smule sulten når vi befandt os i slikbutikken med alle de lækre og delikate julegodter.

Jeg elsker Rosie og hendes måde at være på. Hun er umiddelbar, sød og ærlig, altid hjælpsom, tænker på alle, er positiv og glad hele tiden, og har altid overskud. Hun er vellidt i byen og ikke bange for at sige, hvad hun mener, og så får hun ting til at ske på mirakuløs vis. Bl.a. undervisningen af skolens elever som bliver flyttet på grund af de skrækkelige omstændigheder.

Jeg var også ret vild med historien om Lilian, der genfinder gammel kærlighed. Tænk at opleve den lykke, inden livet rinder ud, og opleve det magiske øjeblik, hvor hukommelsen er tilbage, og man kan huske alt. Det er så vidunderligt.

Bagerst i bogen er der opskrifter på julegodterne fra slikbutikken. De ser overskuelige ud, og jeg tænker, at de er lige til, at gå til.

Rosie Hopkins’ søde jul af Jenny Colgan fra Cicero ♥♥♥♥♥

/Janni

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Peel maske fra Ecooking