Ansigtsbehandling hos Rococo

Rosie Hopkins´ søde drømme af Jenny Colgan

Min chef var forbi butikken, og vi snakkede læseoplevelser. Hun sagde, at hun var sikker på, at denne bog ville være noget for mig. Efter et nærmere kig tænkte jeg det samme. Forsiden er indbydende og utroligt smukt, og så lyder bogen også skøn. Jeg var solgt. Nogle gange skal man også bare læse noget andet, end det man selv ville vælge.

Rosie bor med sin kæreste i London, og er p.t. uden job som sygehjælper. Hun vasker hans tøj, laver hans mad, og passer ham godt op. Hendes grandtante Lilian bor i en lille landsby, et stykke væk fra London, og er blevet syg. Rosie indviliger i at rejser til Lipton for at hjælpe Lilian, og for at sælge hendes lille slikbutik. Hun medbringer alt sit smarte tøj, hvilket ikke rigtig passer til livet på landet.

Imens Rosie langsomt sætter slikbutikken i stand, og gør den salgsbar, får hun en masse nye venner i byen. Ydermere hjælper hun den lokale læge, holder øje med et barn, der ofte færdes uden sin mor, og ender med at genåbne slikbutikken i retrostil.

Grandtante Lilian fortæller igennem bogen om sin ulykkelige ungdom under anden verdenskrig, og forelskelsen i manden hun ikke kæmpede for at få. Hun lider stadig under disse omstændigheder, og af den grund fik hun aldrig mand og børn. Der går ikke en dag, hvor hun ikke tænker på det.

Langsomt går det op for Rosie, at hendes liv i London ikke er perfekt, og at hun er kørt lidt fast. Men hvad skal hun så? Tør hun at vælge et nyt liv, og gentager Lilians historie sig mon for Rosie?

Jeg blev ikke fanget af historien med det samme, men langsomt sneg den sig ind under huden på mig. Historien om en moderne slikbutik i retrostil hvor der sælges slik, som vi kan huske den fra barndommen. Bl.a. sælges der chokoladecigaretter, kan I huske dem? Mine veninder og jeg legede, at vi røg, og var overbeviste om, at alle troede, at det var rigtige cigaretter :). Som bogen skred frem, blev jeg langsomt fuldt ned af min egen memory lane, de små slikbutikker og det lækre slik man kunne købe i styksvis.

Jeg var vild med Rosie. Først troede jeg, at hun var en stille og rolig pige, men det viste sig hurtigt, at hun var en pige med ben i næsen, som sagde sin mening. Hun lå bestemt ikke under for noget pres, og gav det hende uvenner, var hun ligeglad.

Jeg kunne også ret godt lide, at bogen sluttede uden noget drama, men på en respektfuld måde overfor flere personer. En ‘lykkelig slutning’ som ikke kunne have været anderledes.

Så sød og skøn en historie fyldt med charmerende humor. Den er skrevet så fantastisk, at man automatisk har sine egne minder om barndommens søde glæder kørende på sidelinjen. Det har været en sanseoplevelse at læse denne henrivende roman.

Rosie Hopkin´søde drømme af Jenny Colgan fra Rosinante ♥♥♥♥♥

/Janni

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ansigtsbehandling hos Rococo