Dagsspa på Hotel Viking i Sæby

I maj var mine veninder og jeg på det lækreste dagsspa-ophold på Hotel Viking i Sæby. Vi kørte tidligt lørdag morgen, så vi kunne få mest mulig ud af dagen. Det der med lige at tage væk, slappe af og blive nulstillet, er jeg ret dårlig til, så det var dejligt endelig at komme afsted.

img_1561

I prisen var entré til Aqua Spa afdelingen (9.00 til 19.00), badekåbe, tøfler, håndklæde og brunch. Indenfor var der 3 forskellige saunaer, 2 boblebade og en stor pool. Udendørs i den hyggelige gårdhave var en donutpool, hvor strømmen fik en til at flyde rundt og rundt. På taget endnu en pool og et boblebad plus den smukkeste udsigt til havet.

Hotelbrunch når det er bedst. Alt hvad man kunne ønske sig og lidt til. Det her er vegetarudgaven, og den var møj lækker.

Vi gik rundt i badekåbe og tøfler, når vi ikke lå i blød i den ene, anden og tredje pool. Vejret var vidunderligt, så vi slappede af i gårdhaven, nød solen og forsynede os med boblende vand og frisk frugt.

Alle faciliteter var pæne, rene og nydelige, og stemningen var afslappende og bare skøn.

Det var virkelig dejligt med en lille timeout fra hverdagens travlhed, og jeg vil gerne gøre noget lignende snart igen, og især i mine travle perioder. Bare et lille pusterum, hvor man når at geare helt ned. Så skønt.

Dagsspa på Hotel Viking i Sæby ♥♥♥♥♥

/Janni

Skæg og skøre briller fra Lindemann

//Sponsoreret//

Jeg har været spændt på, at skulle spille dette brætspil. Jeg har ofte set det på de sociale medier og Linkedin, og har forbundet det lidt med fastelavn på grund af den orange farve og billedet af brillerne og overskægget. Vi har et hold venner, som vi tit spiller brætspil med, og de skulle selvfølgelig være med til at spille dette nye spil.

img_0646

Alle materialerne var i god og lækker kvalitet. Drejepilen sad godt fast, og den kunne holde til en del. Kortene var bløde og glatte, og selve brættet var også ret lækkert at røre ved.

Jeg er mest til brætspil, der er nemme og hurtige at sætte sig ind i. For når vi spiller, bliver vi ofte forstyrret af børnene, og måske skal vi også gå lidt til og fra bordet. Derfor skal det være nemt at komme tilbage igen. Spillet her levede op til disse krav. Efter 5 til 7 minutter var vi igang med at spille, og alle mand var med på reglerne med det samme.

Drejepilen var en god idé, i stedet for at bruge en terning hele tiden, og i kloge Åge spørgsmålene var der både spørgsmålskort til børn og voksne, hvilket var rigtig godt.

Vi skulle i en af konkurrencerne tegne skæg og briller. I en anden kategori fik Carsten en udfordring om at ligge på gulvet og ligne en kælen kat. Han tog udfordringen, og vi hyldede af grin. Vi spillede kun voksne, men Luca (9år) var med på sidelinjen, og kunne svarer på flere af gåderne.

Brillerne var lidt strenge at have på i længere tid, da ens ånde sad i plastikoverskægget og gav fugt.

Spillet er det helt perfekte familiespil. Enkelt, hurtigt og gakket. Skæg og skøre briller burde ligge i alle sommerhuse, for det er hygge og underholdning til alle aldre fra 8 år. Selvom brætspil ofte kan spilles fra 8 år, synes jeg tit, at det er for svært for børn at være med alligevel, men her passede det perfekt. Luca skal helt sikkert være med næste gang. Vi grinte rigtig meget, både med og af hinanden, og havde en skøn og hyggelig eftermiddag.

Om 14 dage skal vi i sommerhus, og spillet ligger allerede klar til turen.

Skæg og skøre briller fra Lindemann ♥♥♥♥♥

/Janni

Comwell Sport Rebild Bakker

Vores kobberbryllupsdag blev holdt på Comwell Sport i Rebild Bakker. Sådan et lille ophold er altså balsam for sjælen, og noget alle burde gøre ofte. Ro, hvile, afslapningen og badning var, hvad vi brugte tiden på.

Ved ankomst var vores værelse ikke klart, selvom vi først ankom ved 17 tiden. Så vi sad, og ventede i ca. 20 – 30 minutter. Hvilket faktisk var lidt irriterende, når vi nu kom så sent, og bare gerne ville tjekke ind. Men betjeningen var høflig.

img_0071

Aftensmaden indtog vi på Burger King, da det var sent, og vi også skulle nå en tur i poolen.

Meget lækker pool med stort vinduesparti, sauna og dejligt varmt vand. På trods af at vi havde plasket rundt i poolen ret længe, røg børnene også en tur i badekaret på værelset. De elsker badekar og nød det til fingrene var ved at gå i opløsning. Bagefter var det ipadhygge i sengen.

img_0108

Og champagne skal der selvfølgelig til, når man fejrer sit kobberbryllup.

Morgenmadsbuffet når det er bedst. Der var alt hvad hjertet kunne begære. Jeg er stor fan af hotelmorgenmad, også selvom man nemt kommer til at spise og drikke alt for meget.

img_0086

Man skal ikke gå ned på pandekager. Vi elsker alle pandekager og skyllede den ene ned efter den anden. Vi skulle selv lave dem, hvilket var ret hyggeligt. Vores børn er vilde med mad i små størrelser. Derfor de små pandekager og ikke store.

img_0085

Efter alle pandekagerne løb børnene tilbage på hotelværelset, mens vi nød vores morgenmad i fred og ro.

img_0132

Værelserne var enkle, fine og pæne. Ikke noget luksus, men snarere typiske konferencehotelværelser. Dejligt ophold som vi nød rigtig meget. Hotellet er på min liste her, og kan nu krydses af.

Comwell Sport Rebild Bakker ♥♥♥♥

/Janni

ELLE & dig event i Aarhus

// Sponsoreret //

Sidste søndag var jeg til ELLE & dig event i Aarhus med Arnold Busck.

img_4270

Velkomst ved chefredaktør Cecilie Ingdal. Bagefter var der foredrag med Uffe Buchard om blomsterkunst, og trendforsker Mads Arlien-Søborg om interiør.

Mode- og trendoplæg ved moderedaktør Josephine Aarkrogh. Hun gav følgende tips:

Følg Jeanne Damas på Instagram. Hun er det helt store modeikon fra Paris. Og 5 beklædningsgenstande der er et must lige nu:

  1. Den hvide skjorte
  2. Oversize blazeren
  3. De blå jeans
  4. Bikerjakken
  5. Den chunky strik

img_4278-2

Denne smukke glimmerbluse er strøget lige ind på min ønskeliste. Er sikker på, at den hitter under en habit.

Farverige ballonner.

Dagens program og en lille gin.

img_4283

Cocktailsession med verdens 2. bedste bartender. Han gav tips til både en hverdagsdrink og en nytårsdrink.

img_4286

Hårtrends ved STENDERs frisører. Tips fra frisørene:

  1. Hårtrenden siger, klip dit hår i etager.
  2. Brug kun balsam i spidserne.
  3. Det er normalt at fælde. Man taber i gennemsnit 50 til 100 hår om dagen.
  4. Ja, føntørring og glattejern skader dit hår.

De lækreste kager jeg længe har smagt.

img_4294

Makeup og hudpleje ved skønhedsredaktør Anne P. Kvinderne bag det nye makeup mærke Miild, gav tips til hvordan du lægger en fin og naturlig makeup.

Afslutning og champagne.

Lækre goodiebags, fyldt med mange skønne godter.

Eventet foregik som små sessions i forskellige lokaler på Hotel Comwell i Aarhus. Det var et skønt arrangement med mange gode sessions. Jeg var især vild med mode- og trendoplægget og Mads Arlien-Søborg om interiør. Jeg tvivler dog på, at jeg deltager i sådan et arrangement igen, da det var målrettet til et væsenligt yngre publikum end mig.

/Janni

Lalandia i Billund

Børnene har længe ønsket sig at komme i Lalandia, men vi har altid valgt en rejse sydpå i stedet for. Endelig fik vi et godt tilbud, og slog til. Vi lokkede vores skønne venner med, så der både var legekammerater til børn og voksne.

Der var rigtig mange mennesker, hvilket jeg ikke er så vild med, men det var selvfølgelig også efterårsferie. Vi kunne tjekke ind i sommerhuset mandag kl.15, og ud igen torsdag kl.10. Vi havde dog lov til at bruge centrets faciliteter hele mandag og hele torsdag, altså efter ind og ud tjekningerne.

img_3894

Matti & Monky Tonky i lego. Vi mødte også den ‘rigtige’ Monky Tonky flere gang. Både Monky Tonky og hans forskellige hjælpere var rigtig søde og børnevenlige. Vi har før oplevet, at ‘bamserne’ bare vil videre, og ikke rigtig gider at snakke med børnene (altså andre steder), men det var heldigvis ikke tilfældet her. Skønt med dygtige og børnevenlige unge medarbejdere.

Aquadome badeland. Det var ret stort. Der var mange pools, mange rutschebaner og mange aktiviteter. Luca & Jens opholdt sig mest i de store vandrutschebaner, og Matti & jeg var ved de små vandrutschebaner og i det varme bassin. Generelt skønt, jeg syntes dog, at baderummene var beskidte, og så blev børnebassinet lukket en del gange pga børn uden badebleer. Øv. I nogle af vandrutschebanerne skulle man bruge baderinge eller måtter. Der skulle vi stå i kø, hvor folk kom ned for derefter at gå tilbage til start. Det burde kunne løses på en smartere måde.

Monky Tonky legeland. Det var ikke så stort, som jeg havde forestillet mig. Luca syntes, at det var kedeligt, men Matti syntes, at det var mega fedt. Han elskede især rutschebanerne og boldbanerne. Her oplevede vi også, at der var lidt beskidt rundt omkring.

Vinterland. Det var første gang på skøjter for Luca & Matti. Luca var virkelig dygtig. Hun havde støtte et par omgange, og så drønede hun ellers afsted. Når hun faldt, rejste hun sig bare op igen, og skøjtede videre. Husk vintertøj hvis i skal ind og skøjte, for det hedder ikke vinterland for sjov skyld. Ved siden af skøjtebanen ligger en kælkebakke. Der befandt Matti sig en del. Desværre var slæderne ret tung, så det blev hurtigt hårdt, når vi selv skulle løfte slæderne op ad bakken hele tiden. Ellers var Vinterland også et stort hit.

Toget. Det var altså endnu et hit, at vi kunne køre med tog ned til sommerhuset oppe fra centret hver 1/2 time. Ungerne elskede det.

Huset. Lækkert hus. Vi var 8 personer, og der var plads til alle, både på værelserne, i stuen og ved spisebordet. Der var 3 værelser, 2 toiletter, stort køkkenalrum og 1 gang. Yderligere var der gratis WiFi i huset.

img_3908

Tina og Emil havde græskar med. De ville lave græskarhoveder med børnene, men det endte med at børnene legede, og Tina og Emil lavede hovederne selv. Og sikke flot dette hoved blev.

Legepladser. I sommerhusområdet var der mange små legepladser, fodboldbaner og hoppepude. Især hoppepuden gav god motion for både børn og voksne efter aftensmaden.

Service. Generelt var servicen ok.

Mad. Vi spiste ikke på nogle af restauranterne. Vores måltider blev indtaget i sommerhuset, da vi havde købt rigtig meget mad med. Eller det vil sige, at Tina og Emil havde købt det dobbelt af, hvad vi havde købt, så der var mad til mange flere dage, end dem vi var der.

Skøn miniferie og dejligt med legekammerater. Det er vi ikke vant til. Vi var aktive fra morgen til aften, og fik ømme muskler. Det var dejligt at komme væk fra hverdagen og bare være sammen dagen lang uden at tænke på husprojekter, vasketøj og rengøring. Vi var alle godt trætte, da vi kørte hjem torsdag eftermiddag.

Lalandia i billund ♥♥♥♥♥

/Janni

Older posts