Krydret morgenmadskage

Forfatterpostkort fra Heidi Kølle Andersen

Jeg bringer ‘postkort’ hver måned fra forfattere, som jeg synes, skriver fantastiske bøger. De svarer på 6 spørgsmål, jeg stiller. Næste i rækken er forfatter Heidi Kølle Andersen, som har skrevet bogen En rigtig dame. Hun har været så sød at dele hyggelig viden, om bl.a. Langeland, Madonna og  Åndernes hus. Læs med.

Læs også forfatterpostkort fra Lotte Elmann Wegner, Mikkel Mosen, Helle Vincentz, Caroline Säfstrand, Anne Thorogood & Trine Appel.

Hvilken rejsedestination er din yndlings?

Paris, Berlin og Toscana er på Top fem. På billede 1 er jeg “skudt” i Firenze på Via de Vellutini af min mand efter indtagelsen af en virkelig vellykket Bellini. Men når sandheden skal frem, og det skal den, er det Langeland, hvor jeg er opvokset, der står hjertet allernærmest. Her er vi flere gange årligt. Naturen findes ikke dejligere i hele landet end her, badevandet er blandt det bedste i Nordeuropa, og folk er venlige, lune og humoristiske. Og så kan man altid få nyfangede fisk. “Der er et yndigt land”, er i øvrigt skrevet på netop Langeland.

Har du nogle særlige talenter?

Jeg er et jern til at rydde op og gøre rent: Ingen krog eller nullermand kan vide sig sikker! Jeg hader fedtpletter og holder af at gå på bare fødder uden at få sand og syltetøj mellem tæerne. Jeg pudser også mit sølvtøj og ville ønske, jeg havde tid til at stryge mit sengetøj. Elsker duften af citron-Ajax. Det er lidt småneurotisk; formentlig resultatet af at have haft en hjemmegående mor.

Hvilken film er den bedste, du har set?

Jeg elsker alle Bille Augusts film! Især dem fra 1980’erne. Der er scener fra hver eneste film, jeg kan se igen og igen, fx dén i “Tro, håb og kærlighed”, hvor Erik afslører den ondskabsfulde og løgnagtige far hos en prostitueret med ordene: “Far, det er slut nu”. Eller det sted i “Åndernes Hus”, hvor Meryl Streep siger til Jeremy Irons, efter han har givet hende en ordentlig kindhest: “I will never speak to you again”.

Hvem er din favorit at følge på Instagram?

Madonna. Har været fan siden 1984. En levende legende og forvandlingskugle i popkulturen, der bliver ved med at overraske og som har gjort så uendelig meget for ligestilling og LGBT. De senere år er hun også blevet skidesjov. Tager ikke sjældent gas på sig selv og sine tidligere værker, som hun ofte remedierer på adskillige multimodale måder. Klart større end Elvis og Jackson. Love her!

Har du en guilty pleasure? Hvis ja, hvilken?

Jeg drikker for meget. Dog kun sommer og vinter.

Er der en ny bog på vej?

JA. En historisk roman, der skal foregå på Langeland, hvor min debut “Døden kommer med ål” også udspiller sig. På nederste billede er jeg “skudt” på havnen i min barndoms by Bagenkop. Min far var fisker.

Tak fordi du havde lyst til at skrive postkortet Heidi.
Vi har en del til fælles. Jeg er også vild med Paris og Berlin, og selvfølgelig Madonna. Hun er jo fantastisk. Jeg elsker strande og lækkert badevand, og efter dine beskrivelser af Langeland bliver jeg nød til, at skal et lille smuttur forbi. Iøvrigt er jeg også ret vild med din guilty pleasure:)
Jeg glæder mig til at læse din næste bog. Det bliver så spændende.

Har du læst Heidis bog?

/Janni

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Krydret morgenmadskage