Forfatterpostkort fra Anne Thorogood

Den hemmelige arv af Natasha Lester

//Reklame - Anmeldereksemplar fra Alpha//

Den første bog jeg læste af Natasha Lester, var så anderledes og helt fantastisk. Og efter sådan en skøn læseoplevelse bliver jeg ret lykkelig, når der kommer en ny bog af forfatteren. Endnu engang er bogen baseret på virkelige beretninger, hvilket er helt vildt spændende. Handlingen foregår bl.a. under 2. verdenskrig i 1939 i England, med kvinder i hovedrollerne, der kæmper i en mandsdomineret verden. I 1947 kommer vi med en modedesigner til Paris, og vender tilbage til Cornwall i England i år 2012.

Kat Jourdan bor i Australien, og arbejder som modekonservator. Hun er opvokset hos sin bedstemor, men kender ikke rigtigt til hendes fortid. Når Kat beder sin bedstemor fortælle om fortiden, bliver bedstemoderen dårlig, og vil ikke fortælle noget.

Kat skal til England for at arbejde, og i den forbindelse beder hendes bedstemor om, at hun tager til Cornwall, og kigger til det hus som bedstemoderen ejer. I huset finder Kat til sin store overraskelse et skab fyldt med uvurderlige Christian Dior kjoler, der har været gemt væk i mange år. Kat vidste ikke, at hendes bedstemor havde så unik en samling af Dior kjoler.

Mens Kat er i England, skal hun mødes med en kendte forfatter, der er interesseret i at skrive en bog om de modige kvinder, der tjente England under krigen. Han synes, at deres historie fortjener at blive kendt, og han er sikker på, at Kats bedstemor er en af de heltemodige kvinder. Det går op for Kat, at hun ikke kender sin bedstemors fortid. Hun bestemmer sig for, at undersøge sagen, og vil også finde ud af, hvor alle Dior kjolerne kommer ind i billedet, og hvad det er hendes bedstemor, ikke vil fortælle.

Undervejs dukker søstrene Skye og Liberty op. De kæmpede begge for englænderne under 2. verdenskrig sammen med den franske kvinde Margaux, som var forlovet med søstrenes barndomsven Nicholas. Catherine Dior, Christian Diors søster arbejdede også sammen med Margaux, og under en tur til Paris, sker der noget, ingen havde forudset. Langsomt former der sig et billede at Kats bedstemors hemmelige fortid. Men har Kat overhovedet lyst til at kende den?

Igen en bog fra Natasha Lester der kan noget ud over det sædvanlige. Der er så mange spændende historier i historien, som skal opklares undervejs, og det bliver de også på smukkeste vis. Bogen er virkelig godt skrevet, og selvom historien handler om bedrag, fortielser og sorg, er den også både skøn, charmerende og ikke mindst indsigtsfuld.

Hele persongalleriet er fantastisk, men især Skye og Nicholas. De bliver venner som børn, men Nicholas bliver sendt til USA, og kort tid efter bliver Skye sendt til Frankrig, og de mister kontakten. 10 år senere mødes de i flyvevåbnet under krigens rasen, og nu er de begge blevet piloter. Nicholas er oberstløjtnant, og Skye kæmper for de kvindelige piloters rettigheder i en mandsdomineret verden.

Der er en beskrivelse af et lægebesøg, hvor Skye bliver bedt om at tage tøjet af. De mandlige piloter skal aldrig smide tøjet til disse undersøgelser, men sjovt nok skal alle de kvindelig piloter. Skye vælger en dag, at sige fra, og er sikker på, at konsekvensen bliver hendes fyring. Men faktisk bliver det en kæmpe sejr for alle de kvindelige piloter, for efter den dag skal ingen kvinder smide tøjet under disse lægebesøg mere. Undersøgleserne bliver herefter foretaget på samme måde som de mandliges lægebesøg. Skye er uden tvivl modig, og heldigvis bakker Nicholas som oberstløjtnant op om dette nye tiltag.

Skye, Margaux og Catherine bliver taget til fange af gestapos mænd. Det var ikke rart at læse om begivenhederne i koncentrationslejren i Ravensbrück. Fangerne bliver sultet, slået, fryser og tvunget til hårdt fysisk arbejde. De snakker sammen gennem væggene ved, at sende morsekoder til hinanden, og må ikke græde, for det kan slå dem ihjel. De beskytter hinanden, tager slag for hinanden, og gør alt for at beskytte det barn, der bliver født under disse omstændigheder. Det er så frygteligt, at sådan noget har fundet sted.

Jeg er vild med historien om Catherine, som er baseret på den virkelige søster til modedesigneren Christian Dior. Både fortællingen om hendes arbejde for den franske modstandsbevægelse, og hvad hun bliver udsat for. Hvor stor betydning hendes arbejde havde, og ikke mindst de triste omstændigheder hun ender i sammen med Margaux og Skye. Efter krigen lancerer Christian Dior parfumen Miss Dior, som han opkalder efter sin søster Catherine.

Jeg har googlet SOE, Charles de gaulle og selvfølgelig Catherine Dior, og det er mega spændende læsning. Jeg gad især godt læse mere om Catherine Dior, men hele historien om SOE lyder også meget interessant. Bogen er uden tvivl, den bedste jeg har læst i år.

Hvis du kunne lide denne bog, kan du også læse:

Den hemmelige arv af Natasha Lester fra Alpha Forlag ♥♥♥♥♥♥

/Janni

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Forfatterpostkort fra Anne Thorogood