Den magiske boghandel – Tilly og bogvandrerne af Anna James

Forfatterpostkort fra Helle Vincentz

Jeg bringer ‘postkort’ hver måned, fra forfattere som jeg synes, skriver fantastiske bøger. De svarer på 5 spørgsmål, som jeg stiller. Næste i rækken er forfatter Helle Vincentz, som har skrevet bøgerne Den afrikanske jomfru, Den filippinske pirat, Nukaakas kabale, Stjålne liv og Søster min. Hun har været så sød at dele både interessant og spændende viden. Læs med.

Læs også forfatterpostkort fra Lotte Elmann Wegner & Mikkel Mosen.

Hvilken rejsedestination er din yndlings? 

En ny! Jeg elsker at rejse til lande og områder, jeg ikke har besøgt før, og allerhelst
steder, der ikke er overrendt af turister.
Sidste sommer arbejdede min familie og jeg som frivillige på Mexicos vestkyst, hvor
der ingen turister var (muligvis på grund af narkokriminaliteten og den høje
mordrate!), og det var fuldkommen fantastisk. Følelsen af at komme ind under
huden på et land er nærmest berusende for mig.

Har du nogle særlige talenter? 

Hmm … Mit mest særlige talent er formentlig, at jeg i kortere perioder er i stand til
at huske, alt hvad jeg læser. Når jeg terper et emne, er min hjerne som et fluepapir,
hvorpå alting bliver siddende. Talentet får mig nok ikke ligefrem i ’Danmark har
talent’, men det er kommet mig til gode ved mange eksamener.
Desværre holder det aldrig i længden.
Efter nogle måneder holder klistret op med at virke, og alle informationer er væk,
hvilket er mega ærgerligt. Så sidder jeg og tænker ”det har jeg vidst engang”.

Hvilken film er den bedste, du har set?

Generelt er jeg vild med politiske thrillers og dokumentarfilm, jo mere brutale desto
bedre. Min mand gider ikke gå i biografen med mig, hvis jeg vælger film. Det var helt
klart en fejl, at jeg kom til at tage ham med ind og se Hotel Rwanda på en af vores
første dates. Af alle film er det den, jeg har været mest berørt af.
Til gengæld har jeg aldrig grinet så meget som af Bridget Jones’ dagbog.

Hvem er din favorit at følge på Instagram? 

Jeg elsker Celeste Barber. Hun er så skarp og fuldstændig uden forfængelighed, at
jeg kan tage mig selv i at grine højt ud i lokalet, når jeg ser hendes videoer.

Har du en guilty pleasure? Hvis ja, hvilken

Tusind! Men størst af alt er saltlakridsen.

Er der en ny bog på vej? 

Ja! I april udkommer ’Jorden under mig’, som er en bog, jeg har arbejdet på de
seneste to år. Den handler om min fars selvmord og hvilke konsekvenser, det har
haft for mig. Det har været en både meget krævende bog og meget givende bog at
skrive, og jeg er så spændt på, hvordan folk vil tage imod den.

Tak fordi du havde lyst til at skrive postkortet Helle.
Det var skræmmende at læse om jeres tur i Mexico, men også om din fars selvmord. Til gengæld grinede jeg en del, da jeg fandt Celeste Barber på Instagram, så den anbefaling giver jeg også videre.
Jeg glæder mig til at læse din næste bog. Det bliver anderledes, men interessant.

Har du læst Helles bøger?

/Janni

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Den magiske boghandel – Tilly og bogvandrerne af Anna James