Thomas Dambo trolde i Mørke - Gratis glæder for børn #28

De 10 bedste kærlighedsromaner

Valentines Day er lige rundt om hjørnet, så det er tid til en masse gode anbefalinger af kærlighedsromaner. Måske skal du fejre Valentines Day med en, eller måske skal du fejre den alene. Hvis det er tilfældet, så anbefaler jeg, at du finder en pakke kleenex frem, og læser en af nedenstående bøger. Du vil få sommerfugle i maven, opleve en hed flirt, blive hjerteknust, og bare nyde en masse sød og hed romantik.

De aller bedste kærlighedsbøger jeg har læst kommer fra Lovebooks. Jeg tror faktisk, at jeg har læst alle de bøger, de har udgivet, og jeg er noget ærgerlig over, at der ikke kommer flere. Men de kan jo da stadig skaffes.

Jeg har her sammensat den perfekte kærlighedslæseliste til dig, så nu er det bare med at komme igang.

Bossman af Vi Keeland

Jeg er så begejstret for bogen. Det har været en fantastisk tur ned ad kærlighedsstien, hvor jeg både har grinet, smilet og rødmet. Jeg har slugt den råt, og kunne slet ikke lægge den fra mig.

Jeg var meget betaget af beskrivelsen af tiltrækningen mellem Reese og Chase, og deres liv. Spændingen bliver spændt til det yderste hele tiden, og historien fanger og drager mig fra første side. Den er skrevet så appetitlig og elegant, at man som spisende får lyst til at skrabe og slikke tallerkenen ren for at få det hele med. Det vigtigste er helt klar, den humor der er i bogen. For mig er humor alt.

9. november af Colleen Hoover

Historien er så smertefuld og romantisk, at man smelter. Gud hvor jeg elskede bogen. Jeg overvejede seriøst, hvordan jeg kunne læse bogen helt færdig, også selvom jeg var på arbejde. Jeg læste den på 2 dage, og det var en kamp, hver gang jeg blev nød til at forlade Ben & Fallon. Så hvert en ledigt minut jeg havde, blev brugt i selskab med det smukke unge par.

Måske en dag af Colleen Hoover

Historien foregår en stor del af tiden i sms-form mellem de to hovedpersoner. Hvilket fungerede godt for mig. Jeg havde sommerfugle i maven, hver gang en ny sms blev sendt afsted. Især når Sydney modtog beskeder fra Ridge.

Musikken er en stor del af bogen, og faktisk er det muligt at scanne en QR-kode på en af de første sider. Her kan man så gratis downloade musikken, som man jo næsten selv har været med til at komponere i bogen. Det er ret gennemtænkt.

Historien er fyldt med knuste hjerter, og de mest fantastiske scener, men det er jo en kærlighedshistorie, og det er en klasse for sig.

Forbandede kærlighed af Colleen Hoover

Historien er meget sørgelig og hjerteskærende, og fortæller om hvordan og hvor langt tid, det kan tage, at komme sig over en stor sorg, at give sig hen til et andet menneske, og leve igen.

Det er fortryllende, dybsindigt og smukt.

Alias Alex af Jenn Bennett

En sødmefuld og bedårende historie om sommer, sol og forelskelse, men også masse af arbejde, traumer og sorg. Bogen er fyldt med fantastiske filmcitater. Et nyt citat som passer til indholdet af hvert et nyt kapitel.

Det er ikke normalt, at jeg også bliver forelsket i forældrene. Men det gjorde jeg her. De er så støttende, søde, åbne og bare det perfekte far/papmor par.

Som du ser mig af Cora Carmack

Spændingerne mellem Hunt og Kelsey opbygges gennem hele bogen, og er så intens, at jeg næsten kan mærke de antændte gnister på siderne. Jeg er vild med deres personlige historier, som langsomt arbejder sig frem med blod, sved og tåre. Forfatterinden skriver så forførende, at jeg ønskede mig med på eventyret, og at jeg var lidt yngre 🙂

Ti små åndedrag af K.A. Tucker

Så forestiller jeg mig ellers, at Trent er noget af en lækker snack. Sød, omsorgsfuld, lækker krop, ser godt ud og så videre og så videre. Det er lidt som om at de mandlige hovedroller i bøger, altid er lidt mere lækre, end de mænd der findes i virkeligheden.

Slutningen er simpelthen så magisk, rørende og helt fantastisk. Det var ikke sådan en slutning, jeg havde set komme, eller jov noget af den, men bestemt ikke det hele. Og kleenex er desværre en nødvendighed, hvis du skal kunne læse hele historien til vejs ende.

Love is war 1 af R.K. Lilley

Historien er noget rodet, men samtidig også forrygende og fantastisk. Det var absolut en pageturner, og slutningen var ganske forfærdelig. Det kan kun gå for langsomt, med at komme igang med Love is war 2 – Dantes fortælling. Der er så mange løse ender, og jeg er ganske forvirret. Jeg ved faktisk ikke, hvad der foregik, eller hvad de dramatiske skænderier gik ud på. Så jeg glæder mig til at få afklaret hele Scarlett og Dante situationen i næste bog.

Det ender med os af Colleen Hoover 

Jeg har været meget begejstret for denne bog, og det har været en vild spændende rutschebanetur. Jeg har elsket og hadet igennem historien, og mine følelser har hængt i en tynd tråd.

Det er så smuk en fortælling, at jeg sent vil glemme den. Forfatteren kan noget med de ord, som gør, at jeg sidder klistret til hendes bøger, og befinder mig i en anden verden, så længe det står på. Og det er fantastisk.

Skrøbelige skønhed af Amy Harmon

Det var ikke svært at lade sig fange af denne følsomme og bevægende bog. Sproget fylder, og historien er knald go. Den kan helt sikkert rive enhver ud af dagligdagen og med ind i et univers med dejlige, skønne og skrøbelige skønheder.
P.S. husk kleenex. Jeg afsluttede bogen med en næsten lydløs tudetur.
Hvad hedder den bedste kærlighedsroman du har læst?

/Janni

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Thomas Dambo trolde i Mørke - Gratis glæder for børn #28