12 idéer til at spare penge sammen til en ferie

Vådeskud af Katrine Engberg

Jeppe Kørner og Anette Werner er tilbage i godt selskab med Esther de Laurenti i 4. bog i serien. Der er noget hverdagsagtigt over historierne, hvilket gør, at jeg lever mig ind i universet. Katrine Engberg skriver fantastisk, og har desuden flere nationale nomineringer og priser bag sig, hvilket hun har fortjent.

Politiet får et opkald om, at en dreng er forsvundet. Drengen Oscar er ud af en meget berygtet og velhavende familie, og det eneste spor der findes, er et mærkeligt brev med et citat fra en bog. Politiet kan ikke tolke brevets betydning, og ved ikke om det kommer fra en gerningsmand, Oscars familie eller fra drengen selv.

Jeppe Kørner og Anette Werner sætter en større eftersøgning igang, hvor de kommer langt omkring, men er længe på bar bund. Oscars forældre er ikke til nogen hjælp, og Oscars venner er ikke interesseret i at tale med politiet.

Jeppe og Saras forhold kommer på en prøve, og Anettes lidenskab viser sig, men på det forkerte tidspunkt, det forkerte sted.

Alt imens sagen kører, skriver Esther de Laurenti på sin krimi. Hun skal igang med forsiden til sin bog, og søger på nettet efter det perfekte billede. Da hun finder det, kan hun ikke logge ind på siden, og opsøger Sara for at få hjælp. Billedet viser sig at repræsentere noget helt andet, end det Esther havde forestillet sig, og derfor kommer hun til at bidrage til efterforskningen, uden at hun ved det.

Jeg er altså ret vild med Esther de Laurenti. Hun er en skøn ældre dame, selvom hun til tider blander sig i andres ting og sager, og kan blive en smule irriterende. Men hun vil jo bare andre det bedste, så jeg hepper altid på hende. Til tider bliver jeg også lidt bekymret for hende, for der er sket så mange uhyggelige ting i hendes hus og omkring hende igennem tiden, og hun skal jo helst være med lidt endnu.

Jeg kunne rigtig godt lide historien om den berygtede og velhavende familie Dreyer-Hoff. På stort set alle punkter er jeg af den holdning, at ens børn kommer før alt andet, og at man skal sørge for at give dem et godt og trygt liv. Men hvad er et godt liv? For nogle er det kærlighed og tryghed, for andre er det tryghed og penge, hvilket jeg tror gælder for familien Dreyer-Hoff. Og selvom alle måske i sidste ende ville hinanden det bedste, sårede de alligevel hinanden så dybt i forsøget på at gøre det rigtige. De rummer alle en sårbarhed, men er også nogle fjolser på hver deres måde.

Tænk at Anette Werner var lige ved at falde i den lidenskabelige fælde. Det kunne jeg slet ikke holde ud. Hun har jo den sødeste og skønneste mand derhjemme.

Og hvad skulle man så mene om Jeppes kontroverser med Sara. På den ene side kan jeg jo godt forstå, at han gerne ville vinde datterens tillid, men behøvede det at være på bekostning af Sara tillid. Der synes jeg godt, at hun lige kunne have givet han en chance. Han gjorde jo i det mindste et forsøg.

Som altid elsker jeg ny viden, og har nu fået lyst til at besøge Thorvaldsens museum. Katrine Engberg er virkelig god til at komme med nye spændende oplysninger, og formidler dem videre på en gribende og inspirerende måde.

Vådeskud af Katrine Engberg fra Peoples Press♥♥♥♥♥

/Janni

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

12 idéer til at spare penge sammen til en ferie