Er her nogen? af Lotte Elmann Wegner

Endnu en debutantkrimi. Den lyder så uhyggelig, så jeg er spændt på, om jeg overhovedet tør at læse den. Men heldigvis lyder den også ret spændende, og anmeldelserne er gode, så denne bog er den heldige udvalgte til flyverturen og poolen sydpå.

Vibe lever et helt almindeligt kedeligt liv sammen med Nick, og arbejder i sin mors antikforretning. Hendes far rejste af uvisse grunde, da hun var ti år, og hun har ikke set ham siden. Vibes mor har altid gået mere op i sig selv end Vibe, og gider ikke engang have et svar, når hun stiller Vibe et spørgsmål.

Vibe begynder at føle sig overvåget, men finder ud af, at det bare er Andreas. Han er så betaget af hende, at han både kommer i forretningen, og bestiller hende som indretningskonsulent til sit hjem. De bliver stormende forelskede, og Andreas er alt og mere til, hvad Vibe nogenside har ønsket sig. De flytter hurtigt sammen i Andreas´ store og flotte hus, og alt er skønt.

Langsomt og sikkert bliver Vibe trukket ind i en verden, hun ikke kender. Alt bliver anderledes, og hun skal lære hvordan man opfører sig i denne nye verden. Hvordan man reagere, hvordan man klær sig, og hvordan man tilfredsstiller andres behov. Pludselig befinder Vibe sig et sted, hvor hun ikke kan bunde mere, og ikke ved hvordan man svømmer op til overfladen igen.

Er her nogen? er en blændende bog, og jeg synes, at den er vanvittigt velskrevet og så spændende konstrueret, at man sluger den hurtigt. Historien er så fjern, fra en hverdag jeg kender (heldigvis), men alligevel var emnerne nemme at relatere til. Angst og retfærdighed, eller mangel på samme.

Jeg er i syv sind, for mens jeg synes, at det er forkasteligt, at ingen siger noget til Vibe i 2 år, om at noget er helt galt, for det må man da kunne se, og træder til for at hjælpe, så kan jeg heller ikke lade være med at tænke på, at hun jo spiller sin rolle helt perfekt, og ikke er i stand til at modtage hjælpen, fordi hun er så manipuleret og nedbrudt. For enten ved man, hvor man står, eller også skal man kigge sig selv over skuldrene resten af livet. Som at vælge mellem pest eller kolera. Tænk at leve i sådan en frygt 24 timer i døgnet år efter år, og tænk at kroppen kan overleve det.

Det er så stærk læsning. Jeg bliver uendelig trist og ked af det og tilmed gal i skralden. Både på moderen der har misforstået sin opgave som forældre, og på Andreas der bare ta´r og ta´r og ta´r, men også på Vibe fordi hun ikke synes, at hun er mere værd, end det Andreas tilbyder hende.

Noget af det jeg nød allermest at læse var slutningen. Hvordan organisationen er blevet til, og hvordan de opererer i det meste af verden. Deres fremgangsmåde om først at skræmme, virker det ikke, fjerner de problemet et stykke tid, virker det heller ikke, går de direkte efter pacificering. Fantastisk stykke arbejde de laver. Og sidst men ikke mindst var jeg vild med, at Vibe løsriver sig fra sin mor, og flytte langt væk for at starte på sit nyt job.

Jeg håber inderligt, at Lotte skriver på en fortsættelse til denne bog, for jeg synes, at det ville være så dødspændende at følge Vibe i det ny job.

Er her nogen? af Lotte Elmann Wegner fra Turbine ♥♥♥♥♥♥

/Janni